Forslaget om, at butikkerne skal lave særlige skilte, der fortæller om indholdsstofferne i fastelavnssminke og i andre former for kosmetik, giver ingen mening.

Butikkerne og forbrugerne har adgang til de samme oplysninger om produkterne, og det kan da ikke være rigtigt, at forbrugerne har behov for at få butikkerne til at læse højt fra etiketten. Ansvaret for oplysning om kemiske stoffer ligger hos producenterne og myndighederne. De har oplysningerne og den viden, der skal til for at sikre forbrugernes sundhed.

Kosmetik og lignende varer skal på emballagen være forsynet med en indholdsdeklaration, som fortæller, hvilke stoffer produktet indeholder. Og de oplysninger skal naturligvis være der. Men en ide om, at butikkerne skal tage nogle af oplysningerne fra emballagen og skrive dem på et skilt, giver ikke flere oplysninger til forbrugeren. Bare samme oplysninger flere gange.

Bedst med indgreb

Hvis forældre er bekymrede for at bruge sminke med farlige stoffer, har de vel tid til at læse ingredienslisten? Som mor er jeg selv bekymret for, hvad mine børn udsættes for, og derfor sætter jeg mig grundigt ind i både deres kosts, tøjs og legesagers sammensætning.

Og hvis myndighederne ønsker færre kemikalier i kosmetiske varer, bør de pålægge producenterne at bruge andre materialer. Indgreb over for industrien og produkterne vil sandsynligvis have væsentlig større effekt end at bestemme indretningen af butikshylderne.

Det virker heller ikke fornuftigt at tro, at butikkerne skulle være særligt kvalificerede til at bestemme, hvilke oplysninger fra emballagen der vil være relevante at bruge på en separat skiltning. Man kan jo slet ikke forvente, at butikspersonale i detailhandlen skal sætte sig ind i sammensætningen af flere hundrede produkter.

Det giver ikke mening

Det er producenten, der har ansvaret for, at produkterne er mærket korrekt, så oplysninger om de farlige stoffer kan findes på emballagen. Hvis der er brug for flere eller andre oplysninger, må politikerne sørge for at ændre EU’s kosmetikdirektiv. Hvis producenten undlader at leve op til sine forpligtelser om indholdsdeklarationer på produkterne, er det myndighederne, der har en kontrolforpligtelse, og det er deres ansvar at få eventuelle ulovlige produkter væk fra butikkernes hylder.

Ud af tre steder at sætte ind – forbrugeren, butikken og producenten – ønsker politikerne at sætte ind ved mellemleddet. Det giver ikke megen mening. Det er den dyreste og mindst effektive løsningsmulighed.

Det må være politikernes ansvar at lave regler, som sikrer forbrugerne sundhedsmæssigt forsvarlige produkter. Derefter er det producenternes ansvar at overholde reglerne og lave sikre produkter med udførlige produktbeskrivelser. Og sidst men ikke mindst er det forbrugernes ansvar selv at læse på emballagen. Ud fra de oplysninger kan man vælge de produkter, som lever op til de krav, man stiller som forælder eller forbruger.