Syv ud af otte åbne fængsler i Danmark har problemer med, at svage indsatte er nødt til at betale beskyttelsespenge for at undgå at få tæsk i fængslet, skriver politiken.dk.
Problemet har været stigende de senere år, fordi flere og flere fanger med banderelationer er begyndt at afsone i de åbne fængsler. Det siger forbundssekretær i Fængselsforbundet, Jannie Hallø, efter at have undersøgt problemets omfang.
- Alle åbne fængsler, undtagen Statsfængslet Møgelkjær, har givet udtryk for, at de har flere og flere problemer med banderelaterede fanger, der opkræver beskyttelsespenge, siger hun til politiken.dk og fortsætter:
- Fangerne er ikke registrerede bandemedlemmer eller rockere, og derfor sidder de i de åbne fængsler. Men da de er i periferien af banderne, så er det dem, der styrer de svagere fanger, og derfor også dem, der kan opkræve beskyttelsespenge.
Jannie Hallø diskuterede problemet med de åbne fængslers tillidsrepræsentanter på et møde i slutningen af september.
- Det er blevet værre, fordi klientellet er blevet hårdere. Og fordi personalet ikke er godt nok uddannet til at vide, hvem af banderne der er venner og fjender. Personalet er ikke opdateret på den seneste bandeudvikling, siger Jannie Hallø til politiken.dk.
/ritzau/