Efterkommere af den svenske diplomat Raoul Wallenberg er gået til en domstol i Moskva i et forsøg på at tvinge efterretningstjenesten FSB til at åbne de arkiver, der måske kan give svar på en række spørgsmål om hans skæbne.
* Wallenberg arbejdede i Ungarns hovedstad, Budapest, under Anden Verdenskrig.
* Han udstedte svenske papirer til titusindvis af jøder i Ungarn, der under krigen var besat af Nazityskland. På den måde kunne de flygte og undgå at ende livet i en koncentrationslejr.
* Blot få måneder inden krigens afslutning invaderede Sovjetunionen Budapest og kaldte den svenske diplomat til deres hovedkvarter i januar 1945.
* Herefter forsvandt han, og hans skæbne blev siden i Den Kolde Krig en betændt sag mellem Vesten og Sovjetunionen.
* Ifølge de officielle russiske meldinger døde Wallenberg i et fængsel i Moskva i 1947.
* Men ingen dokumenter har nogensinde bekræftet detaljer om hans død, ligesom hans lig aldrig er blevet fundet.
* Rygter om, at svenskeren var blevet set rundt omkring i det sovjetiske fængselssystem, varede til langt op i 1980'erne.
* Sverige erklærede ham officielt død i november 2016, 71 år efter, at han forsvandt.
Kilder: TT
/ritzau/