Fire svenske fiskerivirksomheder har på få år opkøbt store andele af de danske fiskekvoter inden for det store industrifiskeri.
I alt har de svenske virksomheder opkøbt kvoter for over en milliard kroner. Og de ejer i dag 23 procent af kvoterne inden for det store industrifiskeri.
De danske fiskekvoter og det faktum, at de er koncentreret på relativt få hænder, har over sommeren været genstand for politisk debat.
Her kan du blive klogere på sagen om de såkaldte kvotekonger:
* Folketinget reformerede i 2002 fiskeriet ved at indføre omsættelige kvoter. Det betyder, at fiskerne kan købe og sælge kvoter til at fange en bestemt mængde fisk.
* Kvoterne erstattede rationsfiskeriet. Her havde alle lige adgang til at fiske en bestemt mængde. Det gjorde det svært for fiskerne at planlægge og tjene nok.
* Folketinget understregede i forbindelse med kvotereformen, at kvoterne ikke måtte ende på for få hænder. Men politikerne gav ingen præcise anvisninger på at undgå det.
* Miljø- og Fødevareministeriet skulle dog lave et register for at sikre kontrol og gennemsigtighed for ejerskab af kvoterne.
* Rigsrevisionen konkluderede i august i år, at ministeriets forvaltning har været "meget kritisabel" og "ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder".
* Ministeriet har anvendt "ufuldstændige data, skiftende beregningsgrundlag og forkerte registreringer".
* Statsrevisorerne har også udtalt deres skarpeste kritik af ministeriet. Håndtering har været "uprofessionel og helt utilstrækkelig".
* Fem kvotekonger er meldt til politiet, to ledende embedsmænd er forflyttet, og ansvaret for fiskeriet er flyttet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der i forvejen var minister for ligestilling og nordisk samarbejde.
Kilde: Ritzau, Greenpeace, DR.
/ritzau/