Danmark står med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen for et nyt globalt klimasamarbejde, som præsenteres i FN i New York onsdag.
Klimainitiativet går under navnet P4G, Partnering for Green Growth and the Global Goals for 2030, og har til formål at forene storbyer verden over i kampen mod klimaforandringer.
Initiativet kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, 1. juni i år meddelte, at USA vil forlade Parisaftalen.
Indtil nu er 91 storbyer med i klimasamarbejdet og forpligter sig dermed til at overholde en række af de mål, der er lagt fast i Paris-aftalerne og i FN's 17 verdensmål. Her er et overblik over Parisaftalen:
* I december 2015 indgik 196 medlemslande i FN's klimakonvention en juridisk bindende klimaaftale, Parisaftalen.
* Parisaftalen er et skridt på vejen for den globale omstilling til en lavere udledning af drivhusgasser.
* Landene forpligtede sig til at reducere den samlede udledning af drivhusgasser.
* Den langsigtede målsætning med aftalen er at begrænse den globale temperaturstigning til højest to grader - og gerne under 1,5 grader - over niveauet omkring år 1850.
* Fra 2020 skal der hvert år findes 100 milliarder amerikanske dollar, som skal gå til klimaindsatsen i verdens ulande.
Kilder: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Ritzau.
/ritzau/