* Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) truer med at nedlægge veto mod EU's langtidsbudget, hvis det ikke indeholder en rabat på Danmarks kontingent til EU på en milliard kroner årligt.
* Langtidsbudgettet skal sætte EU's økonomiske ramme for 2014-2020 og skal vedtages af alle 27 EU-lande. Forhandlingerne om langtidsbudgettet brød sammen på et topmøde i november sidste år. De genoptages på et topmøde 7.-9. februar.
* En række medlemslande har over tiden forhandlet sig frem til forskellige rabatter på deres indbetalinger til EU's budget.
* Den første - og måske mest kendte - rabatordning er den, som det lykkedes for Storbritanniens daværende premierminister Margaret Thatcher at opnå i 1984. Rabatten fastslog, at briterne skulle have 66 procent af nettobidraget refunderet.
* Fire af EU's største bidragydere - Tyskland, Holland, Sverige og Østrig - har siden fået en såkaldt "rabat på rabatten", så landene får reduceret det bidrag, de ellers skulle betale til den britiske rabatordning.
* For Danmark betyder det, at det er dyrere at være medlem af EU, end for de lande, der får rabatter. Ifølge beregninger fra EU-oplysningen koster EU-medlemskabet 3448 kroner per dansker, mens briterne slipper med 1880 kroner per næse.
/ritzau/