Kurderne er en etnisk gruppe på mellem 25 og 35 millioner mennesker, der er spredt over fire lande uden en stat, de kan kalde deres egen.
Den selvstyrende kurdiske region i Irak holder mandag en ikke-bindende afstemning om uafhængighed trods stor modstand fra regeringen i Bagdad.
Læs herunder mere om de irakiske kurdere:
* Rig på olie
Det kurdiske område ligger i den bjergrige nordlige del af Irak. Området er rig på olie og naturgas og er hjemsted for omkring fem millioner mennesker.
Området bebos hovedsageligt af sunnimuslimske kurdere. De bor side om side med kristne og turkmenske minoriteter.
Området omfatter officielt Erbil-, Dohuk og Sulaimaniyah-provinserne. Men det irakiske Kurdistan gør også krav på andre provinser, heriblandt den olierige Kirkuk-provins.
Kurdiske peshmerga-styrker har kontrolleret dele af Kirkuk siden 2014. Det irakiske Kurdistan er generelt rigt på olieressourcer, men har været hårdt plaget af faldende priser på råolie.
* Krig mod Islamisk Stat
Kurdiske styrker har spillet en afgørende rolle i kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat. De har været en af de vigtigste støtter til den amerikansk-støttede koalition i regionen.
De deltog blandt andet i en offensiv for at overtage den irakiske storby Mosul i 2016.
Den kurdiske region har desuden modtaget tusindvis af mennesker, der er drevet på flugt af kampene mod Islamisk Stat.
* Selvstyrende siden 1991
Det irakiske Kurdistan blev formelt selvstyrende i 2005. Regionen blev dog de facto selvstyrende efter Golfkrigen, hvor vestlige magter blandede sig og beskyttede kurderne mod den irakiske diktator Saddam Husseins styrker.
USA og dets allierede etablerede i den forbindelse flyveforbud over det nordlige Irak for at beskytte kurderne.
Massud Barzani, der er står i spidsen for det ledende kurdiske parti, KDP, har været præsident siden 2005.
* Løsrivelse
Massud Barzani deklarerede 3. februar 2016, at det var på tide at holde en afstemning om kurdisk uafhængighed.
Trods stor modstand fra den irakiske centralregering har Barzani lovet at gennemføre afstemningen "uanset konsekvenserne".
Den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, siger, at han vil bruge "alle nødvendige midler" for at bevare et forenet Irak.
Kilder: AFP
/ritzau/