Det overraskede arkæologer i Nordjylland, da det tidligere i år stod klart, at de med stor sandsynlighed har fundet de ældste rester af katte i Danmark.
Kattene blev fundet i Aalborg og er med på listen over de ti mest interessant arkæologiske fund i Danmark i 2016. Læs om fundene her:
* Palisadeanlæg, Frederikssund, Roskilde Museum.
Anlægget er fra den midterste del af bondestenalderen (2800-2600 f.kr.). Anlægget kan have været en samlingsplads for rituelle aktiviteter.
* Parterede dyr i en grav, Glostrup, Kroppedal Museum.
En grav skilte sig ud på en gravplads fra ældre romersk jernalder (1-160 e.Kr.). Her var en kvinde begravet med et får og en høne, der var hugget i to dele.
* Skandinaviens ældste plankeveje, Kastbjerg Å, Museum Østjylland.
Syd for Mariager Fjord har arkæologer fundet resterne af den ældste plankebyggede vej i Skandinavien. Vejanlægget stammer fra bondestenalderen.
* Sjælden gravform, Aars, Vesthimmerlands Museum.
Arkæologer opdagede en "timber circle" ved Aars. Det er en ring om en dyb grav, hvori der blev fundet mange brændte knogler. Det indikerer, at hullet blev brugt som massegrav for cirka 4000 år siden.
* Stenbygget vandmølleanlæg, Hillerød, Museum Nordsjælland.
Et vandmølleanlæg fra 1600-tallet blev udgravet ved Hillerød.
* Skibsvrag, Storstrømmen, Vikingeskibsmuseet.
Et unikt fund af et skibsvrag fra omkring år 1250 kan være et vigtigt element i historien om dansk skibsfart. Skibet stammer fra en periode, hvorfra man ikke har ret meget viden om skibe. Skibet var et mellemstort fragtskib.
* Barnegrav med gravgaver, Brønderslev, Vendsyssel Historiske Museum.
En perlekæde af rav og glas og små fine bægre var nogle af de gaver, som en lille pige havde fået med sig i graven for næsten 2000 år siden.
* Danmarks største helleristningsfelt, Allinge, Bornholms Museum.
Helleristninger er motiver, der er præget i klipper eller store sten. Syv nye skibsmotiver er dukket op på klipperne ved Allinge. Motiverne kan dateres til den yngre bronzealder (cirka 1100-500 f.kr.).
* Huskatte fra romertiden, Aalborg, Nordjyllands Historiske Museum.
En stor boplads i Aalborg gemte blandt andet på knogler fra katte, som menes at stamme fra Romerriget. De kan dateres til tiden omkring år 0.
* Fællesgrav i Odense, Odense Bys Museer.
300 grave og herunder en fællesgrav med fem teenagere er udgravet de senere år i midten af Odense. At de blev begravet sammen, tyder på, at de unge døde af pest.
(De ti arkæologiske fund er ikke rangordnet.)
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen.
/ritzau/