Kønscentret Kvinfo er blevet frataget opgaven med at drive bibliotek og mister 3,4 millioner kroner i støtte fra Kulturministeriet.
Fra 1. januar 2018 vil Det Kongelige Bibliotek overtage opgaven og modtage millionbeløbet.
Siden 1982 har Kvinfo arbejdet for ligestilling. Her er et overblik over de tilskud og den støtte, som finansierede institutionen sidste år. Her havde Kvinfo samlede indtægter på knap 34 millioner kroner.
* 6,8 millioner kroner i bevilling fra Kulturministeriet til drift af bibliotek og videnscenter.
* 2 millioner kroner fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet til Mentornetværk for minoritetskvinder.
* 17,7 millioner kroner fra Udenrigsministeriet til aktiviteter under Det Arabiske Initiativ.
* Dertil har Kvinfo en række projektbevillinger fra blandt andre Velux Fonden, Foreningen Roskilde Festival, Ole Kirks Fond og Globalt Fokus.
Kilde: Kvinfo.dk
/ritzau/