35.000 elever har toilettema i uge 39. Eleverne skal som en del af den landsdækkende undersøgelse Masseeksperimentet undersøge toiletforholdene på deres skoler.
Masseeksperimentet er Danmarks største skoleeksperiment. Det er en del af Naturvidenskabsfestivalen, der foregår hvert år.
De 35.000 elever er fordelt over 1371 klasser på 370 skoler, som alle skal deltage i en obligatorisk del af eksperimentet og herefter kan deltage i valgfrie aktiviteter.
Den obligatoriske del går på, at eleverne skal svare anonymt på et spørgeskema om toiletforhold og observere hinandens toiletadfærd i hvert frikvarter i minimum én dag.
De skal for eksempel notere varigheden af hvert toiletbesøg og bedømme forholdene fra et til fem.
I Masseeksperimentet er der udarbejdet fem forskellige undervisningsforløb, som skal engagere eleverne i toiletforhold.
* At være rigtig forsker
Eleverne arbejder med den naturvidenskabelige metode og undersøger inkontinens og skolens toiletforhold.
* Skolens fremtidige toiletter
Eleverne undersøger hvordan et toilet fungerer og designer en innovativ proces om, hvordan toiletforholdene skal forbedres.
* Fantastiske opfindelser til skoletoilettet
Eleverne tester den perfekte placering af en skydeskive i toilettet. De undersøger papirhåndklæder og giver bud på fremtidens papirhåndklæder.
* De skide bakterier
Eleverne undersøger, hvor godt de vasker hænder og arbejder med bakterier og hygiejne.
* Lær din tarm, blære og nyre at kende
Eleverne skal gætte dyrelort og lave en model af fordøjelsen.
Tidligere udgaver af Masseeksperimentet har vist, at musikalske børn koncentrerer sig bedre i skolen, at danske skoler har et dårligt indeklima, og at børn kan lære at spise alt.
Kilde: Naturvidenskabsfestivalen.
/ritzau/