Med både fest, glimmer og stort lysshow i Jyske Bank Boxen i Herning er årets vinder af Dansk Melodi Grandprix fundet.
Det er både seerstemmer og jurymedlemmerne, som har afgjort, hvem der har vundet Danmarks største sangkonkurrence.
I år bestod juryen ikke som tidligere af folk, der beskæftiger sig professionelt med musik, men derimod af fem melodigrandprix-fans. Både seernes og juryens stemmer vægtede 50 procent.
Her er de tre deltagere i melodigrandprixet, som klarede sig bedst i konkurrencen:
* Dansk-australske Anja Nissen blev aftenens vinder med nummeret "Where I Am". Hun fik 64 procent af stemmerne og skal nu repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Ukraine til maj.
* Den 19-årige sangerinde Ida Una, som var spået til at være favorit, fik 26 procent af stemmerne. Hun åbnede aftenens show med nummeret "One".
* Svenske Johanna Beijbom, som var iført glimmerbukser og omgivet af dansere, optrådte med nummeret "A.S.A.P." Hun fik 10 procent af stemmerne.
Kilde: DR.
/ritzau/