Fra 1. januar blev det muligt for danske virksomheder at dyrke cannabis til medicinsk brug.
Den chance har man grebet hos gartneriet Alfred Pedersen & Søn i Odense, der er kendt for at producere "Katrine og Alfreds Tomater".
Her har man indgået en samarbejdsaftale med verdens næststørste producent af medicinsk cannabis, canadiske Aurora.
Læs her om gartneriet Alfred Pedersen & Søn og canadiske Aurora:
* Alfred Pedersen & Søn er den største skandinaviske producent af både konventionelle og økologiske tomater samt peberfrugter og agurker.
* Grøntsagerne produceres i højteknologiske drivhuse på Fyn og i Sverige, og tilsammen råder virksomheden over mere end 260.000 kvadratmeter drivhuse.
* Gartneriet har hovedsæde i Bellinge ved Odense og beskæftiger i dag 150 medarbejdere.
* Det er grundlagt i 1948 af Katrine & Alfred Pedersen.
* Parrets søn, Mads Pedersen, er daglig leder og ejer af Gartneriet Alfred Pedersen & Søn ApS. Gartneriet kommer til at eje 49 procent af Aurora Nordic Cannabis A/S.
* Aurora er en børsnoteret international koncern af virksomheder, der har fokus på medicinsk cannabis fra forskning, produktudvikling og dyrkningssystemer til dyrkning.
* Virksomheden driver store væksthuse i Mountain View County, Alberta (Aurora Mountain) og i Pointe-Claire, Quebec (Aurora Vie).
* Aurora er også en stor investor i Cann Group Limited, den første licenserede, australske producent af medicinsk cannabis.
* Aurora ejer tyskbaserede Pedanios, der er en markedsledende distributør af medicinsk cannabis i EU.
* Dertil kommer BC Northern Lights Ltd. og Urban Cultivator Inc, markedsledere i produktion og salg af blandt andet systemer til indendørs dyrkning.
* Aurora Cannabis Enterprises Inc. kommer til at eje 51 procent af Aurora Nordic Cannabis A/S.
Kilder: Alfred Pedersen & Søn og Aurora.
/ritzau/