Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) holder tirsdag pressemøde om Danmarks første letbane, Aarhus Letbane.
Det sker, efter Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen fredag nægtede at godkende Aarhus Letbane af sikkerhedsmæssige årsager. Det er endnu uvist, hvornår letbanen kommer til at køre.
Læs mere om letbanen her:
* Letbanen har en samlet strækning på 110 kilometer. Den består af både gamle nærbanetogskinner og 12 kilometer nybyggede skinner.
* Hele letbanen har et budget på 3,5 milliarder kroner og finansieres af både stat, kommune og region. Den er gået 700 millioner over budget.
* Op mod 90 chauffører skal betjene de i alt 26 letbanetog.
* Togene har kraftige airconditionanlæg, der skal sikre et behageligt indeklima på varme dage.
* Hvert tog har plads til mellem 216 og 256 passagerer alt efter togtype.
* Togene blev produceret i Schweiz og Tyskland for 773 millioner kroner.
* Der er to forskellige togtyper, Variobahn og Tango, der har en topfart på henholdsvis 80 og 100 kilometer i timen.
* Første strækning af letbanen, der skulle indvies lørdag, går fra banegården i Aarhus til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
* Første strækning har 12 stop.
* Letbanen består af i alt 49 stationer, hvoraf 19 perroner er nybygget.
* Jørgen Leth har indtalt standsningssteder, servicemeddelelser og hilsener til Letbanens passagerer.
* Letbanen får strøm fra vedvarende energikilder som vindkraft og er derfor CO2-neutral.
Kilder: Aarhus Letbane I/S, Ritzau
/ritzau/