Søndag skal en bombe på 1,8 ton, som indeholder omkring 1,4 ton sprængstof, destrueres i Frankfurt.
Omkring 70.000 mennesker ventes at blive evakueret. 60.000 af dem er indbyggere i området, hvor bomben er fundet.
Det er mere end 70 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede, men der bliver stadig jævnligt fundet ueksploderede bomber fra krigen.
Læs her mere om blandt andet nogle af de seneste tilfælde:
* En 500 kilo tung bombe blev lørdag uskadeliggjort i den tyske by Koblenz. 21.000 indbyggere, der bor op til en kilometer fra bomben, blev evakueret.
* Hvert år bliver der fundet mere end 2000 ton bomber og andet krigsmateriel i Tyskland.
* Under Anden Verdenskrig blev der smidt 1,5 millioner ton bomber fra britiske og amerikanske krigsfly. Tyske myndigheder vurderer, at omkring 15 procent af bomberne ikke eksploderede.
* I juli blev en tysk børnehave evakueret, da lærere opdagede en ueksploderet bombe på en hylde blandt legetøj.
* En måned før blev en 225 kilo tung bombe fundet i nærheden af byen Regensburg i det sydøstlige Tyskland. Et fængsel i byen blev derfor evakueret.
* 50.000 mennesker blev i maj evakueret i den nordlige storby Hannover, da bomberyddere skulle uskadeliggøre fem bomber fra Anden Verdenskrig.
Evakueringen berørte en tiendedel af byens 520.000 indbyggere.
* En 3,8 ton bombe dukkede i december sidste år op under et udgravningsarbejde, og flere end 54.000 mennesker blev derfor evakueret fra deres hjem i Augsburg.
Kilder: AFP, dpa og Reuters.
/ritzau/