Over to dage afholdes Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København. Festivalen forventer, at 30.000 unge fra hele landet vil deltage under træerne.
* Ungdomsbureauet afholder for anden gang festivalen Ungdommens Folkemøde, som strækker sig over den 7. og 8. september.
* Folkemødet retter sig mod de 15- til 30-årige fra hele landet. 11 ansatte og op mod 300 frivillige unge står bag arrangementet.
* Sidste år deltog 20.000 unge på festivalen, som folder sig ud under bøgetræerne i Søndermarken på Frederiksberg. I år forventer organisationen, at 30.000 unge deltager.
* Landets unge kan blandt andet møde politiske navne som finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL), politisk ordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).
* Festivalen har fire scener og en lang række debatter, morgensang og workshops. 100 partier, organisationer og virksomheder har stadepladser på festivalen.
* Det er gratis at deltage på festivalen, som er åben for alle.
* Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt åbningstalen ved Ungdommens Folkemøde i 2016. "Jeg blev faktisk glad indeni, da jeg oplevede den debativer og gejst, de unge udviste. Det lover godt for vores land," skrev han efterfølgende på Facebook.
Kilde: Ungdomsbureauet og Facebook.
/ritzau/