Der har indtil videre kun været ros til overs for den nye overenskomst, som industriens parter nåede til enighed om søndag.
LO-formand Harald Børsting og HK/Privats formand, Simon Tøgern, er med i koret, der jubler.
Blandt formændene er der enighed om, at de styrkede rettigheder til uddannelse er en af aftalens største forbedringer.
- Uddannelse kan medvirke til at skubbe produktivitet og omstilling i virksomhederne opad. For de enkelte medlemmer bliver det også en gevinst, fordi efteruddannelse forbedrer deres muligheder på arbejdsmarkedet, siger Harald Børsting i en pressemeddelelse.
Den samme holdning deler Simon Tøgern.
- Vores uddannelsesmuligheder bliver virkelig styrket ved, at merkonom- og diplomuddannelser kan få støtte fra industriens kompetencefond. Det vil gøre det lettere for den enkelte at få løftet sine kompetencer, udtaler Tøgern i en pressemeddelelse.
Ud over det skærpede fokus på bedre uddannelsesmuligheder er der også en generel tilfredshed med den nye overenskomst.
- Alt i alt er der tale om et fornuftigt forlig, som bestemt indeholder brugbar inspiration for de mange overenskomstparter, siger Harald Børsting.
- På baggrund af disse forbedringer er en treårig overenskomst okay, udtaler Tøgern.
Den nye overenskomst kommer til at berøre 240.00 lønmodtagere de kommende tre år.
Newspaq