Færøerne har i et brev til statsministeren anmodet Danmark om at lade færingerne afholde folketingsvalg den 31. oktober i stedet for 1. november.
Brevet er sendt fredag aften til statsministeren Mette Frederiksen (S).
I brevet skriver Færøernes lagmand, Bárdur Steig Nielsen, at det har medført "markante negative reaktioner" på Færøerne, at valgdatoen er 1. november.
- Den 1. november er en helt særlig dato på Færøerne, da det er den officielle mindedag for dem, der døde på havet, skriver lagmanden.
Bárdur Steig Nielsen skriver videre, at Færøerne er en sejlende nation, der i århundrede har haft tæt tilknytning til havet.
Ifølge lagmanden har flere end 1000 færinger mistet livet på havet i de seneste cirka 100 år - siden 1900.
- Mindegudstjenester og flag på halv stang harmonerer dårligt med afholdelse af valg. En valgdag er en festdag, hvor vi fejrer demokratiet, skriver Bárdur Steig Nielsen.
Det er muligt, at der kan fastsættes en anden valgdato på eksempelvis Færøerne end i resten af Rigsfællesskabet. Og det er også sket før, at en valgdato er blevet rykket på Færøerne.
Anmodningen om at rykke valgdatoen er dog ikke formelt godkendt endnu.
Sjurdur Skaale, som er et af de to færøske medlemmer af Folketinget, siger til Ritzau, at der er indkaldt til møde med Folketingets partier, hvor han også deltager, klokken 16 lørdag.
Der er konkret tale om partiernes gruppeformænd, siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) i en pressemeddelelse.
Mødet er indkaldt for sikre, at der er bred opbakning til svaret på anmodningen, siger ministeren.
- Da vi står midt i et valg, er det vigtigt, at reaktionen på anmodningen fra Færøernes lagmand baserer sig på en bred politisk forankring.
- Jeg har derfor valgt at indkalde alle gruppeformænd til en åben drøftelse af spørgsmålet i dag (lørdag, red.) klokken 16, siger Christian Rabjerg Madsen.
Hvornår Færøerne får svar på anmodningen, vides endnu ikke.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.