Der er meget mere end tre point på spil for spillerne hos rumænske FC Timisoaras, når de i aften kl. 21 møder Manchester City i Europa League.
Vinder de, og slår City ud af turneringen, er der nemlig penge at hente. Mange penge.
"Nogle vil kunne få 82.000 pund (ca. 740.000 kr.) hvis vi kan slå dem - og de er klar til at spille deres livs kamp," siger Marian Iancu, der, udover at være ejer af FC Timisoara, også ejer Balkan Petroleum, som angiveligt betaler gildet, hvis rumænerne vinder.
Det skriver den engelske avis The Sun.
Marian Iancu slår meget åbenlyst fast, hvor vigtigt det er, at hans spillere har et større økonomisk incitament for at vinde, end spillerne for City har.
Marian Iancu købte fodboldklubben tilbage i 2004 og har brugt omkring 217 millioner kr. på spillerindkøb. Sidste år sluttede FC Timisoara på en femteplads i den rumænske liga.
Hos Manchester City, der ellers ikke er kendt for at være en klub, der er sparer på midlerne, er der ingen indikationer på en økonomisk spiller-gulerod, hvis de, som alle forventer, går videre.
Det eneste City-træner Roberto Mancini har at sige er:
"Den første kamp er altid svær."