Maltas udenrigsminister, Tonio Borg, har mandag klaret sig igennem første skridt på vejen mod at overtage den plads, der blev ledig i EU-Kommissionen, da hans landsmand John Dalli i sidste uge i realiteten blev fyret som led i en korruptionssag.
Borg blev i weekenden indstillet til jobbet af den maltesiske premierminister, Lawrence Gonzi.
Mandag har han i Bruxelles holdt møde med sin potentielt kommende chef, kommissionsformand José Manuel Barroso, der i en skriftlig pressemeddelelse siger, at han godkender Borgs kandidatur.
Formelt er det EU's Ministerråd - altså de 27 medlemslande - der skal indstille den nye kommissær. Parlamentet skal også høres i sagen.
Det er stadig uklart, om den nye maltesiske kommissær overtager sundheds- og forbrugerområdet fra sin forgænger, eller om Barroso vil benytte lejligheden til at ændre på arbejdsfordelingen blandt de 27 kommissærer.
John Dalli meddelte i tirsdags sin afgang, efter at EU's antisvindelkontor, Olaf, i en fortrolig rapport havde kritiseret hans rolle i en sag, hvor en lobbyorganisation kan have forsøgt at købe sig til indflydelse på et kommende lovforslag om snustobak.
Dalli har bedyret sin uskyld og har kraftigt kritiseret Barrosos håndtering af sagen.
Ifølge avisen New Europe sendte Dalli søndag et brev til Barroso, hvor han blandt andet klager over, at han blev tvunget til at sige op, kun fik en halv times varsel og ikke har haft mulighed for at se Olafs rapport om sagen.
/ritzau/