Når man sidder i Horsens, skal det være muligt at købe en parfume fra Hamborg, lige meget hvilken hjemmeside du finder yndlingsduften på. Det skal være slut med store betalingskortgebyrer på nettet.
Det har Europaparlamentet netop vedtaget, da de stemte ja til en ny forbrugerrettighedsaftale, der skal hjælpe onlinehandlen i EU.
Aftalen betyder, at sælgere ikke længere må tage høje betalingsgebyrer. Og der skal være ens gebyrer over alt i EU.
Morten Løkkegaard, der sidder i Europaparlamentet for Venstre, var en af dem, der stemte ja til forslaget.
"Det skulle gerne blive billigere at handle på nettet og bruge sit kreditkort der. Der er en masse udgifter, der i sidste ende bliver pålagt forbrugerne. Hele ideen er, at man skal fjerne forhindringene på nettet i form af forskellige lovregimer, der sætter forhindringer ind for, at man kan handle frit mellem grænserne," siger han til Newspaq.
Der skal også generelt gøres noget ved, at den europæiske befolkning er for dårlige til at handle på nettet. Blandt andet skal der skabes bedre tillid fra forbrugerne, så de tør at nethandle. Det skal ske ved at skabe fælles regler for alle - retningslinjerne og rettigheder skal være ens lige meget, hvor fra, du køber din parfume, din rødvin eller nye sko.
"Jo mere klarhed man kan få, jo mere handel skulle man få. Og jo bedre bliver det indre marked jo. Fra liberal side er vi interesserede i at få det totalt harmoniseret. Og der er selvfølgelig et grundlæggende ønske om vækst," siger Morten Løkkegaard.
Aftalen skal nu forelægges for ministrene i Ministerrådet. Så om den bliver en endelig realitet er endnu for tidligt at sige.