EU vil sørge for, at det amerikanske indrejseforbud mod borgere fra syv muslimske lande ikke rammer europæere med dobbelt statsborgerskab.
Det siger EU-Kommissionens cheftalsmand, Margaritis Schinas, mandag på en pressebriefing i Bruxelles.
- Vi er i gang med at finde ud af, om dette præsidentielle dekret har konsekvenser for rejser foretaget af EU-borgere, der har dobbelt statsborgerskab i et af de syv lande, der er omfattet af rejseforbuddet, siger Schinas.
- Det får vi modstridende oplysninger om, siger han.
USA's præsident. Donald Trump, underskrev fredag et dekret, der midlertidigt nægter folk fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen indrejse i USA.
Forbuddet gælder foreløbig i 90 dage.
- Vi vil sørge for, at der ikke bliver diskrimineret mod vores statsborgere, siger EU-Kommissionens cheftalsmand.
Han siger samtidig, at "dette er Den Europæiske Union".
- Og i Den Europæiske Union diskriminerer vi ikke på grundlag af nationalitet, race eller religion, siger Margaritis Schinas.
EU-talsmanden vil ikke yderligere kommentere Donald Trumps handlinger som ny amerikansk præsident.
- Vi har meget travlt med vores egen dagsorden, med vores egne politiske initiativer, med vores egen europæiske model for at gøre tingene, siger Margaritis Schinas.
- Det mener jeg, er den bedste måde at sikre enheden blandt vores egne medlemslande på, siger han.
- Og det er den bedste forklaring på, at resten af verden ser Europa som det stabile anker i disse turbulente tider.
Margaritis Schinas mener, at EU-topmødet på Malta, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige stats- og regeringschefer mødes fredag, vil være en mulighed for at se på "de store emner".
- Det er det rette sted at have en general brainstorm og diskussion om, hvad det er, der sker, siger cheftalsmanden.
/ritzau/