Fodboldens transfersystem virker ikke efter hensigten.
Det er konklusionen af en netop offentliggjort EU-undersøgelse, som viser, at de rige klubber bliver rigere, mens de fattige klubber ikke får nok under de nuværende regler.
Ud af de tre milliarder euro, svarende til 22,5 milliarder kroner, som hvert år bruges på spillerkøb, ender mindre end to procent i de små klubber og amatørklubberne, der er "sportens egentlige vækstlag", som der står i undersøgelsen.
- Europa-Kommissionen anerkender fuldt ud de sportslige myndigheders ret til selv at fastsætte regler for transfers.
- Men vores undersøgelse viser, at de nuværende regler hverken sikrer en rimelig balance i europæisk fodbold generelt eller lige vilkår i ligaer eller pokalturneringerne.
- Vi har brug for et transfersystem, som i langt højere grad bidrager til udviklingen af alle klubber og unge spillere, siger Androulla Vassiliou, EU-kommissær med ansvar for sport, i en pressemeddelelse.
Resultaterne af undersøgelsen bliver analyseret af en EU-ekspertgruppe på et møde i april. Ekspertgruppen udgøres af repræsentanter fra blandt andet det internationale fodboldforbund (Fifa) og det europæiske fodboldforbund (Uefa).
Efter planen skal ekspertgruppen aflevere en rapport til EU's sportsministerium inden årets udgang.
/ritzau/