Danske Bank blev torsdag officielt sigtet ved en domstol i Frankrig, og i Europa-Parlamentet er den omfattende hvidvasksag i banken heller ikke glemt.
Således har Europa-Parlamentets særlige skattesnydsudvalg fredag afsat hele dagen til møder med centrale parter i sagen.
Udvalget, som har europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) i spidsen, skal blandt andet lægge vejen forbi Danske Bank og Finanstilsynet. Derudover skal de i udvalget tale med erhvervsminister Rasmus Jarlov (V).
Torsdag besøgte udvalget Bagmandspolitiet. Og det stramme program for besøget har et klart formål, fortæller Jeppe Kofod.
- Vi vil først og fremmest forstå, hvordan det kunne gå så galt. Hvordan kunne det ske, uden at nogen stoppede det. Hvorfor er lovgivningen ikke blevet gennemført og håndhævet af banker og offentlige myndigheder?
- Det er det, vi undersøger og forsøger at få nogle svar på, siger Jeppe Kofod.
Danske Bank kan ifølge sin egen rapport være blevet brugt til hvidvask for op mod 200 milliarder euro - omkring 1500 milliarder kroner - via sin estiske filial.
Filialen lod fra 2007 til 2015 store beløb flyde igennem sig fra personer og virksomheder fra det tidligere sovjetunionen. Det skete nært uden kontrol og i samarbejde med ansatte i filialen.
Onsdag og torsdag har udvalget været i Estland for at tale med de involverede parter i sagen. Det har ifølge Kofod været "produktivt".
I København ser han især frem til at besøge Finanstilsynet. Her håber han at få svar på, hvorfor tilsynet ikke reagerede hurtigere i hvidvasksagen.
- Jeg forventer at få udredt, hvorfor der har været så dårligt samarbejde mellem det danske og estiske finanstilsyn. Det er en gåde.
- Ansvaret ligger selvfølgelig først og fremmest hos Danske Bank, som har medvirket til noget dybt ulovligt. Men vores myndigheder burde også have været mere effektive i at få stoppet det her i tide, siger Jeppe Kofod.
I løbet af fredagen skal det særlige skattesnydsudvalg også tale med Finans Danmark, medlemmer af Folketinget, Transparency International og Mellemfolkeligt Samvirke.
Foruden undersøgelsen af Danske Bank-sagen er formålet med besøget også at undersøge svindel med udbytteskat i Danmark.
/ritzau/