EU-Parlamentet har vedtaget en resolution vendt mod Ukraine. Resolutionen kommer, mens flere lande overvejer at droppe officielle besøg ved den snarlige EM-slutrunde i fodbold, der arrangeres af Polen og Ukraine.
Parlamentet kræver i resolutionen, at Ukraine retter op på den manglende efterlevelse af menneskerettigheder og den udbredte politisering af retsvæsnet i landet.
Sker det ikke, vil EU-Parlamentet ikke støtte den associeringsaftale, som EU i øjeblikket forhandler med Ukraine, og som vil øge landets adgang til EU's marked.
Dan Jørgensen (S), der er medlem af parlamentet for Socialdemokraterne, er tilfreds med udfaldet af afstemningen:
- Det er vigtigt, at vi sender et stærkt signal til Ukraine om, at hvis man samarbejder med EU, så skal man overholde menneskerettighederne og demokratiets spilleregler. Gør man ikke det - jamen, så er man ikke velkommen i EU, siger han i en kommentar.
I oktober sidste år blev Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko kendt skyldig i magtmisbrug og korruption og sendt syv år i fængsel. Og det har for alvor fået omverdenens øjne op for problemerne i landet.
Dan Jørgensen mener, at udviklingen i Ukraine er "under al kritik".
- Hele forløbet omkring Julia Timosjenko viser desværre, at landet har langt igen frem mod demokratiske tilstande. Her spiller EU en vigtig rolle i forhold til at lægge pres på, for at Ukraine indfører demokratiske reformer, siger socialdemokraten.
Ingen af EU's 27 kommissærer har planer om at rejse til Ukraine for at overvære kampe ved slutrunden.
Også USA's udenrigsministerium langer torsdag i sin årlige rapport om menneskerettighedernes vilkår verden over i 2011 ud efter Ukraine og stempler fængslingen af Timosjenko som politisk motiveret.
EM-slutrunden foregår fra 8. juni til 1. juli, hvor finalen spilles i den ukrainske hovedstad, Kijev.