Mens fødevareminister Mette Gjerskov (S) kalder nattens fiskeriaftale mellem EU's medlemslande for "rigtig, rigtig, rigtig" god, får resultatet en anderledes hård medfart af et par andre danske nøglepersoner.
Løsgænger i EU-Parlamentet Anna Rosbach, der er suppleant i fiskeriudvalget og dermed på sidelinjen til de videre EU-forhandlinger om hele EU's fiskerireform, beklager, at Danmark ikke gjorde som Sverige og stemte nej.
- Det er en skandale, at regeringslederne vil tillade fiskerne at smide op mod syv procent af deres fisk ud igen. Det vil betyde, at der stadig vil smides op mod 355.000 ton fisk ud hvert år.
- På samme tid har man valgt at udskyde forbuddet mod udsmid fra 2017 til 2019 for en række fiskearter. Det er meget skuffende og en klar udvanding af det oprindelige forslag, siger Rosbach.
Hun kalder regeringerne "uansvarlige og uvillige til at gennemføre de nødvendige reformer" og håber, at de videre forhandlinger med parlamentet vil trække den endelige fiskerireform "så langt i en bæredygtig retning som muligt".
Også chefen for den danske afdeling af miljøorganisationen Verdensnaturfonden (WWF), den tidligere konservative folketings- og europapolitiker Gitte Seeberg, sætter krasse ord på sin skuffelse.
- I dag blev EU's ministre enige om at fastholde en uambitiøs holdning til fremtiden for den fælles fiskeripolitik.
- Europaparlamentet har åbenbart talt for døve øren, da det for nogle uger siden sendte et klart og stærkt signal med krav om at stoppe overfiskeriet og ikke mindst det omfattende udsmid af værdifulde fisk. Det er umådelig trist, siger Seeberg.
/ritzau/