EU-præsident Herman Van Rompuy lægger op til yderligere besparelser på 13 milliarder euro på EU's langtidsbudget i forhold til hans seneste udspil fra november sidste år.
Det fremgår af forhandlingsledernes 45 sider lange udspil, som Ritzau er i besiddelse af.
Van Rompuy foreslår dermed en samlet nedsættelse af EU's budgetloft på 93 milliarder euro i forhold til det oprindelige udspil fra EU-Kommissionen. Dermed er der lagt op til, at det samlede EU-budget for de næste syv år bliver på højst 997 milliarder euro.
Der er tale om et forhandlingsudspil, der ved seks-tiden fredag morgen er præsenteret for EU's stats- og regeringschefer efter en lang nats forhandlinger på kryds og tværs mellem landene i Bruxelles.
Først klokken halv syv er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes 26 EU-kolleger samlet til realitetsforhandlinger med det nye udspil på papir foran sig.
Van Rompuys forlag betyder ifølge en kilde tæt på forhandlingerne, at det danske EU-bidrag vil være på præcis en procent af Danmarks bruttonationalindkomst og har en samlet størrelse, der lever op til Thornings forhandlingsmandat fra Europaudvalget.
/ritzau/