EU-borgere forsøger at snyde sig til sociale ydelser som børnecheck og kontanthjælp ved hjælp af falske ansættelseskontrakter.
Det er meldingen fra flere kommuner i en rundringning, som metroXpress har lavet.
Ud af 15 kommuner har fem haft sager, hvor EU-borgere har fremvist falske jobpapirer for at opnå sociale ydelser.
En af dem er Helsingør Kommune, der alene sidste år havde et tocifret antal sager med falske kontrakter fra samme virksomhed. Borgerne kom blandt andet fra Polen og Rumænien.
"Vi har afvist cirka 15 udlændinge, der ved hjælp af fiktive ansættelseskontrakter har forsøgt at indrejse i Danmark. Dette ville have medført, at de kunne have fået udbetalt børnepenge, kontanthjælp og så videre," siger områdeleder Anne Kyung til metroXpress.
De andre kommuner, der oplevede svindelsager sidste år, er Fredericia, Brøndby, Fredensborg og Høje-Taastrup.
DF kræver ministersvar
Svindlen bliver af Enhedslisten betegnet som "fuldstændig uacceptebel", mens Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti nu kræver en skriftlig redegørelse fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).