Esbern Snare skal blive i farvandene omkring Somalia.
Det lover udenrigsminister Lene Espersen (K) nu - stik imod udmeldinger tidligere på dagen fra forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
Til Nyhedsbureauet Newspaq siger Lene Espersen, at regeringens politik er, at skibet skal blive Aden-bugten.
"Selvom regeringen arbejder på en sådan løsning, så er det ikke en løsning, vi kan trække beslutning om alene. Vi skal rådføre os med Udenrigspolitisk Nævn. Og derfor vil jeg i næste uge tage i nævnet med det sigte, at Esbern Snare skal blive i området," siger hun.
Lige nu er to danske søfolk og en familie på fem personer gidsler hos de somaliske pirater. Og det er af hensyn til dem, at det danske krigsskib skal blive i området.
Lene Espersen vil dog ikke tale om en splittelse imellem de to ministre, selvom de på samme dag kommer med modstridende udmeldinger.
Det er i stedet et spørgsmål om at spille efter reglerne, hvad angår udsendelsen, siger Lene Espersen.
"Regeringen skal rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn. Og indtil det er sket, så er Esbern Snare officielt på vej hjem," siger Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen, der bakker op om forslaget om at krigsskibet skal blive i området.
"Vi vil have, at skibet bliver der - også set i lyset af den nuværende situation i området. Og jeg tror også at et stort flertal herhjemme bakker op om forslaget," siger han til Newspaq.
Esbern Snare skulle efter planen vende næsen hjemad mod Danmark i denne uge, og har da også formelt forladt Nato-flåden i området. Men med juridiske forviklinger som officiel begrundelse ligger skibet fortsat udfor Afrikas Horn.