Esbern Snare kunne befri sejlergidsler

I fire dage fulgte det danske krigsskib Esbern Snare efter de syv kaprede sejlergidsler.
Det danske krigsskib Esbern Snare havde planlagt en militær befrielsesaktion af de syv danske sejlere, men politikerne i den daværende VK-regering takkede nej.
Det danske krigsskib Esbern Snare havde planlagt en militær befrielsesaktion af de syv danske sejlere, men politikerne i den daværende VK-regering takkede nej. Foto: Forsvaret / POLFOTO

Da den danske sejlbåd ING med Kalundborg-ægteparret, deres tre børn samt to unge gaster blev kapret af somaliske pirater ud for Afrikas Horn den 24. februar fulgte det danske krigsskib Esbern Snare efter den kaprede sejlbåd.

Om bord på Esbern Snare var der planlagt en militær befrielsesaktion, men politikerne i den daværende VK-regering takkede nej. Det var for farligt, og et folketingsvalg ventede henne om hjørnet.

Det forklarede en 27-årig maskingast i Retten i Næstved onsdag, hvor han stod tiltalt for at have lækket militære hemmeligheder.

Han forklarede, at mens Esbern Snare fulgte efter den kaprede sejlbåd, var der lukket ned for skibets internetforbindelse og mobiltelefoner, og Esbern Snare stod i sms-kontakt med sejlbådens skipper.

Skipperen på den kaprede sejlbåd skulle ifølge den tiltalte maskingast have forsynet Esbern Snare med sms-oplysninger om, hvor mange pirater, der var om bord på sejlbåden og hvor de opholdt sig.

Kalundborg-ægteparret var på en to år lang jordomsejling, da de blev angrebet og kapret af somaliske pirater 210 sømil øst for den yemenitiske ø Socotra ved Afrikas Horn den 24. februar 2011.

Historien om den kaprede danske sejlerfamilie i den 43 fods sejlbåd af typen Dynamic blev bragt i medier over hele verden.

Piraterne tog de syv sejlergidsler om bord på et kapret fragtskib, hvorfra de blev løsladt mod en ukendt løsesum den 6. september.

Danske krigsskibe har deltaget i kampen mod de somaliske pirater. Krigsskibene har aldrig udført aktioner for at befri danske gidsler.

Derimod har de danske krigsskibe i adskillige aktioner befriet iranske og pakistanske gidsler fra deres fangenskab på deres egne fiskebåde, som piraterne havde kapret og brugt som moderskibe til at jagte nye ofre.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.