Døden står ikke for døren, men den banker på inden så længe.
Alligevel grubler 84-årige Erling Kruse ikke over, at han en dag skal lukke op.
»Jeg spekulerer ikke over det i det daglige. Det er noget, man prøver at skyde lidt fra sig. På den anden side er jeg godt klar over, at det er noget, der nærmer sig, og så er det rart at vide, at man er et sted, hvor man bliver passet og plejet.«
Han bor på plejehjemmet Holmegårdsparken i Ordrup, hvor retningslinjerne for livets afslutning er skrevet ned. Sådan er det bare ikke på mange andre hjem. Kun hvert andet plejehjem har lavet en plan for, hvordan beboerne skal plejes, når de er døende.
Helst uden smerter
En undersøgelse fra landsforeningen Liv&Død viser, at kun 67 procent af de ansatte vidste, hvad den døende beboer ønskede sig af sin sidste tid, og at 81 procent af de døende havde fysiske eller psykiske gener. Det er stik imod, hvad Erling Kruse håber.
»Det allerbedste, der kunne ske, var, hvis jeg stille og roligt kunne sove ind uden smerter og helst omgivet af mine allernærmeste. Og nogle af de ansatte her, der har hjulpet mig, har jeg fået et ret nært forhold til,« fortæller han.
En af dem er Connie Engelund, der er vicedirektør og var med til at lave retningslinjerne i 2004. Hun har valgt at overføre værdierne fra hospicer til Holmegårdsparken, så de døende ikke bliver holdt i live men får lov til at dø.
»Når man har fundet ud af, at én er døende, skal man skifte strategi. Nu skal man ikke længere helbrede dem men fjerne alle overflødige piller og i stedet give dem noget lindrende. Det kan også være, man skal give dem lov til at ligge i sengen eller respektere, at de ikke har lyst til at spise,« siger hun.
Bare være der
300 ansatte er blevet uddannet i blandt andet at se tegn på, når beboeren er på vej ud af livet.
Normalt går der op til en måned, og her holder plejehjemmet møder med de pårørende, så de er med til at bestemme, hvordan afslutningen skal være.
For personalet betyder det en ændring af dets arbejdsrutiner, men det skal der være plads til, mener Connie Engelund.
Bare det at være til stede uden at fare rundt er nødvendigt.
»Vi taler meget med dem og er hos dem. Mange er så dårlige, at de ikke har talebehov, men de har behovet for nærhed,« forklarer hun.
Erlings kone, Else, døde af kræft for seks år siden. Hun lå på hospice og fik en værdig død. Sådan vil han også have det, og Erling Kruse frygter ikke den store finale.
»Nej, faktisk ikke, men derfor kan det godt være, man bliver slemt overrasket, når det kommer dertil. Det er ikke godt at vide, hvordan man reagerer, men jeg tror, det er vigtigt at have tryghed, og at der er nogen, man kan holde i hånden, Så man har nærhed og ikke er alt for alene.