Blog

Af Jonathan Løw
Se alle blogindlæg

Om Jonathan Løw

Jonathan Løw er iværksætter, foredragsholder og rådgiver indenfor innovation, iværksætteri og ledelse.

Jonathan Løw har været med i opstarten af 4 virksomheder samt skrevet 3 bøger om emnet. To af disse bøger er blevet #1 bestsellere – heriblandt GURUBOGEN. 

Hans filosofi handler om det, Jonathan Løw kalder for at lytte højere – Listen Louder.

Du kan følge Jonathan Løw’s arbejde på LinkedIn og Facebook.

HVOR LANG TID lytter vi egentlig til hinanden, før vi beslutter, hvad vi mener om det, den anden fortæller os? Hvor meget tid bruger vi på at læse artikler på nettet, før vi danner os en holdning til afsenderen? Læser vi egentlig andet end overskrifterne, inden vi begynder at hidse os op og svine andre til?

Jeg har en teori om, at vi skriger og skræpper langt mere, end vi lytter for virkelig at ville forstå. Derfor har dette blogindlægs overskrift absolut intet med indholdet at gøre. Det er et socialt eksperiment.

Naturligvis mener jeg ikke, at fattige mennesker selv er skyld i deres fattigdom. Det er en absurd holdning, og jeg har personligt den største empati for mennesker, der af den ene eller anden grund lever for meget få penge. Jeg er vokset op i en arbejderfamilie, og jeg er af den holdning, at vi bør hjælpe de udsatte som samfund og som medmennesker. Vi kan alle ende i deres situation. Også selvom jeg i dag har mit på det tørre.

MIT ÆRINDE er derfor i stedet at teste, hvorledes dynamikken fungerer på internetmedier og ikke mindst de sociale medier. Læser folk mon overhovedet indholdet af denne blog, eller går de straks til angreb på mig som afsender? Måske endnu mere nu, hvor jeg har bedt Avisen.dk om at tilføje ”topskattebetaler” foran den allerede provokerende og absurde overskrift?

Hvis folk rent faktisk gør sig den umage og ordentlighed at læse indholdet, så kan de i hvert fald umuligt blive harme over overskriften, eftersom jeg mener det stik modsatte. Måske vil nogle synes, at jeg spilder deres tid, men det lever jeg gerne med. Jeg håber så blot, at de har forstået mit budskab - nemlig at vi skylder hinanden at dykke ordentligt ned i tingene, før vi farer i flint. At vi oprigtigt lytter til, hvad der rent faktisk bliver sagt og skrevet, og så siden tager kvalificeret stilling.

Hvordan forholder det sig mon med evnen til at ville lytte? I hverdagen kender mange af os nok tendensen til at lytte for at svare frem for at lytte for at lytte. Det gør os ikke til dårlige mennesker, men det gør os til dårlige lyttere, og derved går vi glip af en hel masse information, viden og mulighed for at blive klogere. Men det sker, når vi sidder ansigt-til-ansigt med et andet menneske. På nettet er ”gamet” langt mere barskt, er mit indtryk.

JEG KAN derfor godt frygte, at min blog ikke bliver vel modtaget pga. overskriften. At jeg måske endda bliver udsat for en shitstorm grundet dette lille eksperiment. At jeg nu bliver kendt som ham, der ikke har nogen empati for udsatte og fattige mennesker. At jeg måske endda bliver Joachim B. Olsen * 10 til trods for, at mine holdninger dårligt kunne være længere væk fra Joachims.

Jeg vælger jo så også selv at give den et ekstra nyk med ordet ”topskattebetaler”, og det er fordi min anden ”lydhørheds-tese” er, at det betyder ganske meget, hvem afsenderen af budskaberne er.

Indimellem virker det i debatter som om, at vi dårligt forholder os til argumenterne, men blot afkoder hvem der kommer med dem. Altså hvis det er en debattør eller politiker, vi normalt er enige med, så har vi allerede afkodet budskabet og er på forhånd positivt stemt.

OMVENDT er koblingen af topskattebetaler og arrogance overfor fattige en dobbelt-farlig cocktail, går jeg ud fra. Går folk amok? Gisp!

Jeg ved det ikke. Nu tager jeg chancen. Jeg håber, at I lytter højere og ikke straks flyver til tasterne og beskylder mig for det ene og det andet. Vi har mere end nogensinde brug for at lytte til hinanden. Først når du har forstået et andet menneske, kan du gøre dig forståelig overfor vedkommende.

DERFOR: prøv at lytte bare lidt højere. Det var såmænd mit eneste og ganske ufarlige budskab med dette blogindlæg.