De er måske landets absolut dummeste tyve.
En mand og en kvinde har nemlig forsøgt at bryde ind i pengeskabet i Lysengs Svømmebad ved Århus hele fire gange. Det viser billeder fra videoovervågningen på stedet.
Der er bare lige den hage, at pengeskabet er tomt.
"Vi sælger oplevelser her i svømmebadet og har ingen penge liggende i pengeskabet. I øvrigt har vi haft sommerlukket i 14 dage - og ingen indtægter haft," siger den daglige leder af svømmebadet, Johan Dahl Mølby, til Århus Stiftstidende.
Siden det første indbrud har man ladet pengeskabet stå på vid gab - og nu vil man også køre en palleløfter ind til pengeskabet.
"Så kan vi jo hjælpe tyvene lidt på vej, så de ikke ødelægger alt for meget," siger lederen til avisen.
De fire temmelig ubrugelige indbrud er alle sket i løbet af kun fire dag.