Der kom 51.960 nye registreringer i Organdonorregisteret i juni.
Det er omkring det antal, der normalt kommer på et helt år.
Det oplyser Dansk Center for Organdonation, der har tallene fra Sundhedsdatastyrelsen.
- Det er rigtig godt og helt fantastisk. Det svarer til antallet af registreringer på et gennemsnitligt år, siger Helle Haubro Andersen, der er centerleder i Dansk Center for Organdonation.
Hos videnscenteret mener man, at de mange registreringer skyldes en ny app til sundhedskort, der blev lanceret i starten af juni.
- Sundhedskort-appen har en lille venlig påmindelse, når man downloader den, om man har overvejet at registrere sin stillingtagen i donorregisteret, siger hun.
Ifølge Helle Haubro Andersen er der to gode grunde til at tage stilling til organdonation.
- Man hjælper virkelig sin familie meget ved, at man på forhånd har taget stilling til, om man vil være organdonor.
- For hvis man gør det, så bliver det ikke de pårørende, der i den her situation - som både kan være pludseligt opstået og meget kaotisk - skal tage stilling til spørgsmålet, siger hun.
Derudover kan man også hjælpe andre mennesker.
- Der står rigtig mange patienter på venteliste, som har brug for et nyt organ. Det får de kun, hvis der er nogen, der siger ja til at donere det, siger Helle Haubro Andersen.
I 2020 donerede 124 personer organer ifølge Dansk Center for Organdonation.
Digitaliseringsstyrelsen oplyser, at appen Sundhedskortet blev downloadet 1.089.062 gange i juni.
Ud over de mange nye registreringer er der også 53.117, der har omregistreret sig i juni. Det kan være, at man har ændret sin tilladelse til, om eller hvad man vil donere.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.