Usympatisk.
Sådan betegner Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, Venstres finanslovudspil, som blev fremlagt mandag.
Han anklager det store oppositionsparti for at lade besparelser på kontanthjælp og ulandsbistand finansiere skattelettelser på fire milliarder til blandt andet erhvervslivet.
Ifølge Enhedslisten står regeringen nu med et klart valg:
- Regeringen kan enten gå sammen med Venstre om at forringe vilkårene for arbejdsløse, unge og asylansøgere for at bruge pengene på flere skattelettelser.
- Eller de kan gå sammen med Enhedslisten om at lave en finanslovaftale, der kan få os gennem krisen ved at skaffe job, beskæftigelse og tryghed, siger finansordfører Frank Aaen i en kommentar.
Han angriber samtidig Venstre for ikke at have styr på finansieringen.
- De vil bruge milliarder på skattelettelser, men har ikke noget klart bud på, hvor pengene skal komme fra.
- Og de finansieringskilder, der faktisk er, handler om at tage fra de allermest sårbare som unge arbejdsløse og de fattigste i ulandene. Det, synes jeg ærligt talt, er ret usympatisk, siger Frank Aaen.
Han mener, at Venstre i arbejdet med at skaffe penge til at finansiere partiets finanslovforslag har lukket øjnene for, at arbejdsløsheden i øjeblikket er stigende.
- Vi står midt i en krise, og tusinder står til at ryge ud af dagpengesystemet fra nytår. Og Venstres svar er så yderligere at forringe forholdene for de arbejdsløse for at bruge pengene på skattelettelser. Det er simpelthen ikke fair, siger Frank Aaen.
Regeringen skal i begyndelsen af november have en aftale om finansloven på plads - enten med Enhedslisten eller den borgerlige opposition.