Enhedslisten er klar til at straffe statens egne virksomheder med bøder, hvis de ikke bliver bedre til at indberette medarbejdernes løn til det såkaldte ligelønsregister.
”Alle virksomheder skal overholde loven. Det er vigtigt for ligestillingen, at statistikken bliver ført,” siger Enhedslistens arbejdsmiljøordfører Jørgen Arbo-Bæhr.
Som Avisen.dk skrev tidligere i dag bryder tre ud af fire statslige virksomheder loven. De indberetter nemlig ikke, det de skal, om mænds og kvinders løn.
Det viser en undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Får en chance, inden bøder
I første omgang mener, Jørgen Arbo-Bæhr, at det skal indskærpes overfor virksomhederne, at de skal indberette.
”Hvis det ikke hjælper, Så skal de selvfølgelig tvinges til at gøre det. Så må vi åbne for at idømme bøder til dem, der ikke følger loven,” siger Jørgen Arbo-Bæhr.
Han vil nu tage problemerne op med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Undersøgelsen viser også, at de statens virksomheder er ligeså dårlige som de private til at overholde loven.
Beskæftigelsesministerens ansvar
Beskæftigelsesministeren har ikke haft mulighed for at deltage i et interview, men skriver i en mail til Avisen.dk, at "...virksomhederne i alt for begrænset omfang overholder reglerne om samarbejde om kønsopdelt lønstatistik, det er ikke alene staten."
"Det skal vi have lavet om på," skriver hun.
"Nu vil jeg først og fremmest tale med de organisationer og andre, der interesserer sig for ligeløn, for at udtænke de bedste redskaber til at reducere lønforskellene," siger hun.
Er loven god nok?
Det er Jørgen Arbo-Bæhr er helt med på. Mener han dog, at det det er værd at se på om loven er god nok.
Dengang loven om ligelønsstatistik blev vedtaget i 2006 var Enhedslisten langt fra tilfreds med udformningen.
”Jeg synes, det Folketinget endte på i 2006 var for dårligt. Loven er bedre end ingenting men ikke god nok. Vi havde gerne set, at mindre arbejdspladser også skulle omfattes,” siger Jørgen Arbo-Bæhr.
I dag er kun virksomheder med mindst 35 ansatte – heraf mindst 10 kvinder og mindst 10 mænd omfattet af loven.