Vor Frelsers kirke er synlig overalt på Christiania, men fristadens egen frelse er svær at få øje på. Truslen fra paragrafferne i lov nummer 431 er så enorm, at den dækker horisonten.

Svanerne skutter sig i kulden og på en skrænt i børnehaven Rosinhytten går to piger i flyverdragt ved siden af hinanden og snakker. »Jeg vil være en tiger med hvide vinger,« siger den ene.

For de fleste christianitter kan mindre gøre det. De vil af med frygten og være sikre på at kunne blive boende på nogenlunde samme vilkår som hidtil.

»Så længe Danmark har Christiania i sit hjerte, kan vi blive her,« som Barny Løvetand Holmberg siger.

Frygten for forslaget

Måske har Christiania allerede mistet sin plads i Danmarks hjerte. I hvertfald er det hele ved at være slut i sin nuværende form.

I den tidlige sommer for tre år siden besluttede et flertal i Folketinget, at fristaden skulle indgå i samfundet på lige fod med alle andre. Siden har Christianias forhandlere og Slots- og Ejendomsstyrelsen fundet frem til en model der tager hensyn til samfundets retsforståelse og Christianias sjæl.

Men forleden valgte fællesmødet, som er Christianias højeste myndighed, at holde tomlen vandret i luften som svar på den frist der udløb torsdag.

»Der er mange der er bange for paragrafferne. Vi har mange gange indgået aftaler, som har vist sig at betyde noget andet end vi troede og som har kostet mennesker deres hjem på Christiania,« siger Barny Løvetand Holmberg.

Derfor vil christianitterne have tid til at gennemgå forslaget i dets yderste konsekvens og derfor kan de ikke besvare det endnu.

»Afstanden mellem dem der siger ja, og dem der siger nej er meget lille. Dem der siger ja, gør det fordi de elsker Christiania, og dem der siger nej, gør det fordi de elsker Christiania,« siger advokat Knud Foldschack, der fører forhandlingerne for fristaden.

Den tragiske tøven

Knud Foldschack synes personligt godt om forslaget og frygter i særdeleshed konsekvenserne ved et nej.

»Hvis christianitternes endelige svar er et nej, så går regeringeren over til plan b, og så ser det sort ud,« siger han.

Men christianitterne har allerede sagt nej. Slots- og Ejendomsstyrelsen tolker nemlig christianitternes udmelding som et nej.

Det tragiske ved det er, at christianitterne rent faktisk syntes vældig godt om forslaget.

Wonderful Copenhagen

Men det er svært at give slip og overlade fremtiden til fremmede instanser.

For intet sted i byen er kærligheden til jorden, vandet og husene så tydelig som her. Der står Christiania overalt. På trøjerne, på cyklerne og på tatoveringerne. Det er ikke skrevet på trods, som man ville gøre i et samfund der finder sammen i truslen fra en ydre fjende. Men som en dyb og gengældt kærlighedserklæring til et område i wonderful Copenhagen, der kom til at spille en skelsættende rolle i beboernes liv. Det var her de fandt friheden, de realiserbare drømme og sig selv.

»Vi har lagt vores hjerte i det her. Vi har ikke kapitalopsparinger, friværdi eller fast ejendom. Men vi har vores tilværelse her,« siger Barny Løvetand Holmberg.

Hjerte og hjerne

Han vil meget nødig gå i en dialog om, om fristadens beboere er blevet internt splittede i tyngden fra truslen udefra.

»Selvfølgelig er vi splittede. Men ikke som i »Christiania i dyb splittelse« som der kunne stå i en avisoverskrift. Nogle er i splid mellem deres hjerte og deres hjerne ligesom alle mennesker kan være. Christiania er en levende organisme og reagerer som et menneske ville gøre,« siger Barny Løvetand Holmberg.

Heller ikke Anders Historiefortæller køber den med, at det lille samfund skulle være i splittelse med sig selv.

»Vi indgår i en diskussion, som jeg er meget tryg ved. Det betyder jo at beslutningen bliver truffet på baggrund af alles synspunkter,« siger han, mens han står og retter metalskorstenet til sin lille brændovn.

Finansminister Thor Pedersen har endnu ikke taget stilling til christianitternes fremtid.