Du dropper lige din fridag, ik:)
Chefer er glade for brugen af det lille muntre skrifttegn, forklarer eksperter til Politiken.
"Smilefjæsene bruges vældigt meget, når man beder andre om at gøre noget. Når chefer har en anmodning, følges den ofte af en smiley," forklarer forsker Karianne Skovholt, der har undersøgt den interne kommunikation i en større norsk virksomhed.
Men mange er samtidig trætte af det smilende fjæs.
"Alle negative budskaber skal jo ikke følges af en smiley med et glimt i øjet. Hvis chefen skriver: Du har alligevel ikke fri på fredag ;-) så bliver man provokeret helt op i det røde felt," påpeger Anette Grønning fra SDU, som har skrevet en afhandling om emnet.
Ifølge den fynske forsker er brugen af de glade ansigter ofte et resultat af, at e-mail sker uden kontakt ansigt til ansigt.
"Jeg kalder det kreativ tegnsætning. Med en smiley kan man smile, græde, råbe, være forkølet, have solbriller på og meget andet," slutter hun.