Fortsat fra forsiden...
Men heldigvis byder Atacamaørknen også på mange andre gode oplevelser end det knasende tørre sand og en bundsolid kulør. Atacama, og ikke mindst San Pedro de Atacama i Chiles nordlige hjørne tæt på grænsen til Bolivia, er blevet magnet for oplevelsesturister fra hele verden, der kommer hertil for at opleve hallucinerende ørkenlandskaber og bjerge med sprudlende gejsere.
I første omgang føler man dog mere, at man er kørt direkte ind i en Sergio Leone-film end i en ferieby, når man kører ind i San Pedro de Atacama. De små støvede huse med de karakteristiske afrundede tegl læner sig ud mod grusvejen, der afløste den ellers udmærkede asfalterede vej fra Calama, som ligger godt 100 kilometer længere mod vest.
Her i udkanten af den lille by er de lokale i gang med at spise en beskeden frokost bestående af empanadas og sodavand, mens de mange gadehunde ligger og sover i middagsvarmen.
Man skal dog ikke kradse meget i overfladen, før illusionen om at være kommet til en afsides flække, hvor ingen »gringo« før har sat sin fod, falder sammen. Omkring byens centrale plads dukker barer spækket med backpackere, hostels, middelhavsrestauranter, boder med ponchoer, T-shirts og coca-te op bag de lerklinede facader. Der findes sågar en kontantautomat.
Endelig er der et imponerende antal bureauer, der tilbyder udflugter rundt om byen. For selvom San Pedros skizofrene virkelighed sagtens kan holde dig underholdt et par dage, ligger de virkelige attraktioner i omegnen.
Herfra går der udflugter, der indeholder alt fra sandboarding, varme kilder i bjergene, flamingosafari og først og fremmest fascinerende landskaber.
Til gejserne
En af de mest kendte udflugter går til El Tatio gejserne, der ligger godt 100 kilometer nord for byen. I 4.300 meters højde er gejserne det højeste geotermiske felt på jorden, og omkring solopgang sender gejserne lange stråler af damp op i morgengryet. En spektakulær oplevelse, som man skal stå tidligt op for at se.
En anden oplevelse, der kan virke ganske overrumplende for en europæer, er den såkaldte Valle de la Luna – månedalen – der kan nås på mindre end en times kørsel fra San Pedro. Selvom det givetvis ikke er det eneste ørkenområde på kloden, der bliver kaldt månedalen på grund af sin livløse overflade, er det formentlig det sted, hvor det passer bedst.
Hvis man kun har set ørknen i en westernfilm eller en tegneserie, så er det sådan her, man forestiller sig det: Store, forvredne klippeformationer, kæmpe saltaflejringer og gigantiske sandbjerge, hvor blæsten konstant tegner figurer i det fine sand.
Specielt solnedgangen, hvor landskabet eksploderer i lilla, rød, gul og turkis, har gjort Valle de La Luna kendt. Området bliver sammen med mange andre naturreservater i området, administreret af lokale indianersamfund. Det samme gælder Salar de Atacama længere mod syd, hvor man kan opleve den store saltslette, aktive vulkaner og fire forskellige flamingoarter.
Forladte minebyer
Efter et par dage satte vi kursen mod vest. Vores mål var havnebyen Iquique små 500 kilometer fra San Pedro. Ikke nogen afstand efter chilenske forhold, men noget af et roadtrip for en dansker. Ørknen bliver kun afbrudt af ganske få oaser og af de store, mystiske figurer, som indianere har tegnet i sten på bjergsiderne for mange hundrede år siden.
Og så er der kirkegårdene? Midt i ørknen – flere hundrede kilometer fra nærmeste by – ligger de store, øde kirkegårde og minder om, at området har været hjemsted for intensiv minedrift. Mange af minebyerne blev forladt i midten af forrige århundrede. Nu ligger kirkegårdene her midt i ørknen med deres falmede plastikblomster, sort/hvide fotografier og et tyndt lag ørkensand som farvefilter.
Den foruroligende følelse af fortidens nærvær bliver ikke mindre, når man besøger de forladte minebyer, som findes flere steder i ørknen. Den mest kendte hedder Humberstone og ligger, hvor man drejer fra den transamerikanske landevej, Panamericana, mod havnebyen Iquique.
Da byen lukkede fra den ene dag til den anden i 1960, var den hjemsted for op mod 5.000 mennesker og havde sit eget hospital, fodboldbane, teater, hotel, kirke og selvfølgelig mine med alle de faciliteter, der hørte til. Byen er forbløffende velbevaret i det tørre klima, og følelsen af at bevæge sig ind i en anden virkelighed er massiv. Humberstone er i øvrigt på UNESCO s liste over verdens kulturhistoriske arv.
Ud til kysten
Fra Humberstone kørte vi mod Iquique, hvor ørknen slutter med et dramatisk fald fra højsletten mod havnebyen. 600 meter i næsten frit fald mod kysten er ikke overraskende et af Sydamerikas mest populære steder for paraglidere.
Fra nedkørslen mod byen er det muligt at tage en imponerende glidetur ud over den store havneby og i princippet flyve på den opstigende havblæst hele vejen til Tocopilla hele 240 kilometer mod syd. Det kan dog ikke anbefales, og synet af en paraglider, som løb ud over kanten, var rigeligt for os.
Nedstigningen ad de snoede veje mod Iquique kunne begynde, og ørkenferien skulle til at blive til en badeferie for os. Atacamaørknen er naturligvis kun en af mange utrolige oplevelser, der venter i solhungrende europæere i Chile, men som dansker uden den store ørkenerfaring er det måske noget af det mest særprægede og dramatiske landskab, man overhovedet kan opleve.