En familie i Vorbasse står chokeret tilbage, efter deres fem år gamle kat Fifi blev fundet død omkring en kilometer fra hjemmet. Ifølge TV Syd og TV 2 kunne ejer Paw Terkelsen via kattens gps-halsbånd se, at signalet var stoppet, og da han sent om natten fulgte signalet, fandt han Fifi død.
En dyrlæge vurderede senere, at katten var blevet skudt med en mindre kaliber riffel. Sagen er meldt til politiet, og Sydøstjyllands Politi bekræfter over for TV Syd, at de har modtaget anmeldelsen og undersøger sagen.
Det er ikke første gang på kort tid, at TV Syd fortæller om en kat, der formodes skudt. I april blev katten Fine fundet død ved en legeplads i Sønder Omme, og i Avisen.dk kunne du fornyligt læse om en kat i Jægerspris, der kom haltende hjem med hagl i maven.
Paw Terkelsen siger til TV Syd, at familien godt forstår, at katte kan være til gene. Men han mener, at der burde være valgt at tage kontakt til familien.
Det er præcis det råd, som Dyreværnet gav i Avisen.dk i juni. Selvom katte i følge loven skal holdes på egen grund, så lader mange deres kat gå frit.
Dyreværnet opfordrer til, at man tager snakken med naboerne før anskaffelsen, for at lodde stemningen, samt at man sørger for at ID-mærke og neutralisere sin kat - hvis den skal ud på egne poter. Alternativt kan man holde katten inde, måske med indhegnet have.