Selv om han ikke blev sendt på banen, kommer den danske slutrundedebutant Anders Zachariassen ikke til at glemme håndboldlandsholdets EM-premiere mod Ungarn foreløbig.
Ikke blot spillede det danske hold fremragende og vandt 32-25, men kampen blev også afviklet i en mindeværdig kulisse i den intime arena i Varazdin.
- Nu har jeg prøvet at spille i store arenaer tidligere, men alligevel blev jeg overrasket over den stemning, der var, siger stregspilleren fra Flensburg-Handewitt.
- Både danskerne og ungarerne lavede god larm, og det var bare en fantastisk oplevelse, at vi spillede så godt, og at vi vandt på den måde, siger han.
Zachariassen debuterede på landsholdet i 2015, men EM i Kroatien er hans første slutrunde på seniorniveau.
Det er en speciel oplevelse at gå fra at være tilhænger til pludselig at være en del af et hold, der får stor opmærksomhed i hjemlandet.
- Man kan mærke, at man får støtte både fra familie og venner, men også fra alle andre danskere. Jeg husker selv, hvor meget jeg fulgte med, da jeg var yngre.
- Jeg ved, hvilken eufori det giver i Danmark, hvor håndbold bare er en stor sport. Det er dejligt, at der er mange, der følger med, siger Anders Zachariassen.
Flere hundrede danskere har taget turen til Varazdin for at støtte holdet. Mod Ungarn måtte de råbe højt for at trænge igennem med kampråbene.
- Vi kunne jo se, at danskerne var der. Det er det, vi gerne vil opleve. Det er sådan noget, alle håndboldspillere brænder for, siger Anders Zachariassen.
Danmark spiller igen ved EM mandag aften, hvor holdet møder Tjekkiet.
/ritzau/