Med sine nu 111 år er Ellen Adelaide Brandenborg fra Lokalcenter Søholm ved Aarhus den ældste dansker i ind- og udland.
Det skriver Ekstra Bladet.
Hun er den eneste overlevende af en børneflok på ti. I hendes liv er passeret to verdenskrige, Titanics forlis, den første månelanding og Berlin-murens fald - for bare at nævne enkelte markante nedslag i den nyere verdenshistorie.
Hendes mand døde for 30 år siden, men hun kan glæde sig over et liv med fire børn, seks børnebørn og ni oldebørn.
- Jeg sidder i kørestol, men ellers går det godt. Jeg er ved godt mod, det har jeg altid været. Det er det, jeg kan. De andre her på stedet siger, jeg er enestående, fordi jeg prøver at gøre så meget som muligt selv. At klæde mig på, vaske mig og alle de andre daglige ting, fortæller Ellen Adelaide Brandenborg til Ekstra Bladet.
Til avisen siger hun, at hun ikke har fortrudt en eneste beslutning i sit lange liv. Og så har hun aldrig været alvorlig syg. Det bunder i en livsstil, som øvrige danskere bør forfølge.
- Jeg har ikke spist noget, der var usundt. Det skal man ikke. Der er så mange mennesker, der ødelægger sig selv ved at tage både ditten og datten. Det skal de unge mennesker lade være med, siger den livskloge kvinde.
Hun har været hjemmegående husmor, og mener selv, at hun fik god opdragelse, hvor hun skulle lære at klare sig selv, fortæller hu,n og giver sin opskrift på et lykkeligt liv:
Pas sengetiderne og rod dig ikke ud i noget, der ikke er godt for livet. Det har virket for hende, fortæller hun til Ekstra Bladet.