I går beskrev Carl-Erik Sølberg problemerne ved intelligensmåling.

IQ-tests vil altid være et mål for, hvor god en person er til at løse en bestemt type opgaver, nemlig dem opgavestilleren har prioriteret.

Jeg synes, der er en tendens til, at man ofte blander tingene sammen og lægger for meget status i IQ. IQ, klogskab, viisdom og evne er forskellige ting. Jeg kender for eksempel til flere yderst intelligente politikere, der ikke er rigtigt kloge.

Sølberg har ret i, at det er som elastik i metermål. Hjernen kan trænes op eller hensygne, ligesom en overarm. Det er aldrig en absolut konstant for en person.

Politikere diskuterer nu, om vi skal indføre flere og tidligere karakterer i skolen. Jeg synes, det er en dårlig, men meget bekvem idè. Det bliver netop bare de let målelige størrelser, der kommer fokus på.

Det, vore børn skal kunne i fremtiden, er langt mere komplekst.

Det har noget med fleksibilitet, ansvar, tværfaglig kombination, samarbejde og for eksempel videnssøgning at gøre – meget langt fra PISA-kriterier og gammeldags nationale paratvidenskanoner.