Medarbejdere og gæster på Hotel Legoland i Billund fik sig her til morgen noget af en forskrækkelse. En borger havde lugtet gas omkring hotellet i de tidlige morgentimer, og politiet blev tilkaldt.
Politi og brandvæsen valgte kort efter at evakuere området, hvor 16 gæster og 20 medarbejdere måtte forlade hotellet.
En tilkaldt teknikker konstaterede klokken 7.45, at der var tale om en utæt pakning på gastanken.
Klokken 8.30 var faren drevet over og kloakkerne skyllet igennem. Alle afspærringer er således nu ophævede og trafikken flyder igen på Aastvej, hvor hotellet ligger. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.