Facebooks indtog på børsen er en af de allermest omtalte børsintroduktioner nogensinde. Og ifølge eksperterne er der gode grunde til den store interesse for Facebook, men der er bestemt også faldgruber, som investorerne bør vogte sig for.
- Facebook er et fænomen, og fænomener har det med at blive meget store. Så det kan godt være, at prissætningen ser ud til at være høj. Men set i lyset af, hvor meget Google og Apple er vokset, må man sige, at fænomener har det med at udvikle sig ret markant, siger aktiestrateg Per Hansen fra Jyske Bank.
Ifølge Per Hansen er det i bund og grund et spørgsmål om, hvorvidt man tror på, at Facebook - eller "Fjæsbogen", som er det danske øgenavn for siden - bliver ved med at være cool og kan udvikle sig. I så fald kan aktien sagtens blive en rigtig god investering.
Den opfattelse er aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank enig i. Men han advarer om, at den pris, som det sociale netværk bliver sat til salg til, er høj, set i forhold til hvad Facebook rent faktisk tjener på sine 900 millioner brugere verden over.
- Det er risikofyldt at investere i et selskab, hvor der ligger så store forventninger til fremtiden. Der er bestemt muligheder, men der skal være medvind på cykelstien mange år fremover, for at det kommer til at være en god investering, siger Morten Imsgard.
Han er især bekymret for, om Facebook kan overbevise virksomhederne om værdien af at reklamere på netværket. For nylig meldte General Motors for eksempel ud, at selskabet ikke længere ville købe reklamer på Facebook, da det var for svært at dokumentere effekten.
Facebook udbyder i alt 337,4 millioner aktier for 34-38 dollar stykket. Det vil indbringe selskabet mere end 12 milliarder dollar, hvilket er rekord for et internetselskab. Samtidig vil det betyde, at hele selskabet får en værdi på omkring 100 milliarder dollar.
Handlen med Facebook-aktier bliver frigivet, når det amerikanske marked åbner fredag. Eksperterne forventer, at der vil være stor rift om aktierne, hvilket vil sende kursen endnu højere op.