I dag står de igen foran Christiansborg med slagord om ’mere i løn og flere hænder’. I alt har plejepersonalet i 42 kommuner nedlagt arbejdet.
Men om en uges tid er strejken gået i sig selv igen, og landets ældre og handikappede får hjælp på fuldt blus igen. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
- Min vurdering er, at strejken ikke kører mere end en uge endnu, så går den i sin mor igen, siger han til Avisen.dk.
Ikke andre faggrupper på gaden
Flemming Ibsen har i mange år fulgt det danske arbejdsmarked og fagbevægelse tæt, og han vurderer ikke, at den nuværende strejke blandt landets plejepersonale har potentiale til at brede sig til personalet i resten af den offentlige sektor:
- Strejken breder sig ikke til andre dele offentlige sektor. Det er klart, at vi nu hører, at flere af de andre faggrupper, som for eksempel sygeplejerskerne, også vil stille sig i kø på Christiansborg, hvis politikerne begynder at dele gaver ud til plejepersonalet, men jeg er helt sikker på, at de ikke kommer på gaden.
Det er årelange opsparede frustrationer over underbemanding og underbetaling, der har fået plejepersonalet på gaden i det, der er endt i en opsigtsvækkende og ulovlig strejke, siger Flemming Ibsen:
- De har skrevet historie i den forstand, at de strejker midt mellem to overenskomstforhandlinger. Desuden er deres strejke er overenskomststridig, og det er altså ganske exceptionelt i Danmark.
Lønstigninger i vente
Ikke desto mindre skal slagsangene foran Christiansborg nok lønne sig, når overenskomstforhandlingerne går i gang til efteråret, vurderer Flemming Ibsen.
- Det er et lønoprør, der blive husket, når forhandlerne sætter sig til bordet til efteråret. Og der er ngen tvivl, om at der vil plejepersonalet få mere, fordi de har strejket. Spørgsmålet er så, om de vil være tilfredse med det, der kommer på bordet. Forventningerne er meget store blandt plejepersonalet, men der kommer nok ikke det store lønhop, de håber på. Og så er der risiko for, at strejken vil bryde ud igen.