Det britiske parlament er varmet godt op efter gårsdagens afhøringer af mediemogulen Rubert Murdoch og hans søn James om deres rolle i den store News of the World-aflytningsskandale.
Og i dag, onsdag, er det selveste premierministeren David Cameron, som står for skud for parlamentets salve af spørgsmål.
Egentlig havde Cameron planlagt en officiel rundrejse til forskellige lande i Afrika, men efter blot to dage - og en masse hjemligt pres - er den tur afbrudt.
"Spørgsmålene i parlamentet vil i høj grad gå på, hvad oppositionen vil kalde hans manglende dømmekraft i forbindelse med især Andy Coulson," forklarer Ole Helmersen, der er lektor med speciale i britisk historie og politik på CBS, til nyhedsbureauet Newspaq.
David Cameron ansatte Andy Coulson, som forlod sit job som redaktør for avisen News of the World, efter to ansatte blev dømt for at have hacket telefoner, som sin presserådgiver i 2007.
Da politiet startede nye undersøgelser om aflytningerne op igen i begyndelsen af 2011, valgte Coulson at trække sig fra sit job hos premierministeren.
Ole Helmersen vurderer, at det er usandsynligt, at sagen kan vælte Cameron af pinden som premierminister:
"Han er ikke på den måde truet, medmindre der kommer nye, ubehagelige afsløringer frem i de kommende dage eller uger, hvilket der ikke er nogen, der kan sige noget om på nuværende tidspunkt."