Beboerne i den britiske by Mortlake fik sig noget af et chok tidligere i denne uge, da en mand faldt ned fra himlen.
Det frosne lig ramte asfalten med et kæmpe brag, da det landede lige mellem nogle parkerede biler i forstaden til London, der ligger 14 kilometer øst for lufthaven Heathrow. Det skriver bild.de.
Den 26-årige Billy Watson var øjenvidne til tragedien.
- Der var blod over det hele, og mandens krop var fuldstændig smadret. Han må være faldet ned fra enorme højder, siger han til den tyske avis.
Politiet er overbevist om, at den unge afrikaner var blind passager på et fly. Han har sandsynligvis gemt sig i flymaskinens landingsstel og er faldet ned, da hjulene blev kørt i stilling til landingen.
Manden var dog død, inden han ramte jorden. Han er sandsynligvis frosset ihjel i luften, da flyene når helt op i ti kilometers højde, hvor der typisk er minus 40 grader. En anden mulighed er, at han døde af iltmangel eller blev mast af hjulene.
En obduktion ventes at fastslå den præcise dødsårsag. Det er desuden stadig uklart, hvilket fly manden var undervejs med.
Det er i øvrigt langt fra første gang, at en flygtning mister livet i forsøget på at komme til Europa som blind passager på et fly. Så sent som i august blev der fundet en død mand i landingsstellet på et fly fra British Airways, der var kommet fra Sydafrika.
Det er desuden tredje gang, at en død mand falder fra himmelen og lander i bydelen Mortlake.
Kilde: Bild.de