Der er noget galt med reglerne for fri proces.
Det mener flere retsordførere på Christiansborg, ifølge Kristeligt Dagblad.
Baggrunden er den injuriesag, som tidligere formand for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain anlagde mod tidligere velfærdsminister Karen Jespersen i 2009 - fordi hun havde beskyldt ham for at gå ind for stening.
Hussain vandt sagen ved byretten, men da Karen Jespersen ankede til landsretten, blev Hussain nægtet fri proces.
Karen Jespersen har derimod fået sine sagsomkostninger dækket af staten.
Det er for galt, lyder det fra flere retsordførere.
"Hvis der er en minister, der får fri advokathjælp, fordi vedkommende er minister eller tidligere minister, og sagen kører gennem staten, så bør man altså sige, at den modpart der er, skal ikke være ringere stillet. Jeg synes, det er dybt urimeligt, for man har jo stort set ingen retssikkerhed," siger socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup til Newspaq.
Og venstres Kim Andersen finder heller ikke forløbet rimeligt:
"Personligt har jeg stor forståelse for, at den pågældende skulle have fri proces. Når den ramte part får ført sin sag for statens regning, mens den anden part som privatperson selv må betale, så strider det mod en vis rimelighedsbetragtning," siger han og understreger, at han vil tage sagen op på Christiansborg.