Karen Jespersen, Lars Barfoed og Hans Christian Schmidt har fået udbetalt 2,4 millioner kroner for meget i eftervederlag på grund af en vidtgående tolkning af reglerne for ministerpensioner.
Det fastslår Rigsrevisionen i sin beretning om statsregnskabet, der blev fremlagt i går. Det skriver B.T. torsdag.
De tre erfarne VK-ministre har fået udbetalt ekstra eftervederlag, selvom de allerede har fået eftervederlag efter deres første ministerperioder.
I Karen Jespersens tilfælde fik hun 36 måneders eftervederlag for sin periode som socialdemokratisk socialminister under SR-regeringerne fra 1993 til 2000.
Men da hun igen blev socialminister for partiet Venstre fra 2007 til 2009, fik hun efterfølgende igen 36 måneders eftervederlag, selvom reglerne siger, at hun kun skulle have 18 måneders eftervederlag.
Ifølge Rigsrevisionen er der tale om en for vidtgående tolkning af reglerne, som bør blive rettet så hurtigt som muligt.
"Rigsrevisionen finder det tvivlsomt, at reglerne skulle give grundlag for, at der kan ske udbetaling af eftervederlag flere gange på baggrund af den samme ministerperiode," skriver Rigsrevisionen i beretningen.
Statsrevisor Peder Larsen (SF) opfordrer de tre ministre til at betale pensionsmillionerne tilbage til staten.
"Det ville være et meget pænt træk, hvis de betaler de ekstra eftervederlag tilbage frivilligt. Hvis ikke de vil, må vi se, om de kan tvinges til at gøre det," siger han til B.T.
De tre eks-ministre har ikke svaret på B.T.'s henvendelser.