Det må klø godt og grundigt på den københavnske vestegn i disse år.
Ikke alene har traditionsrige Brøndby været inde i den sløjeste spille- og resultatmæssige periode, siden de rykkede op i den bedste række, men de blå-gule må samtidig se sig distanceret med flere længder af rivalerne fra FC København.
Den forskel går man på vestegnen naturligvis efter at udligne igen, fortæller Brøndby-træner Henrik Jensen til Ekstra Bladet.
"Nogle siger, det vil tage fem år. Jeg kunne godt tænke mig, det kom til at tage lidt kortere tid. Men jeg tror, vi kan indhente FCK igen, selv om vi primært kommer til at spille med vores egne spillere," fortæller Jensen til Ekstra Bladet.
Han erkender, at økonomien, som det ser ud lige nu på vestegnen, ikke er til at hente store spillere.
"Vi må lave stjernerne selv. Vi har bare ikke råd til at gå ud og købe dem," forklarer han.